Julemaden er spist, gaverne er åbnet og vi er hjemme igen.

Vi er kommet dejligt over julen og det håber jeg også I er?  I takt med, at jeg stort set ikke er syg mere, melder overskuddet sig til at tage nyerhvervet gaver i brug.

Mine elskede børn har givet mig et vaffeljern! Hvor er det en fantastisk og ærlig gave. En gave der råber til himlen:

“Mor, vi har brug for at hygge mere sammen med dig. Mor, vi elsker, når du spenderer din tid på et stykke arbejde, der forkæler os. Mor, vi gider ikke hygge os med en skål grøntsager, vi vil spise noget usundt.” 


Det er altså vigtig kommunikation, og sådan en skal imødekommes med glæde i cellerne.

Jeg har aldrig ejet et vaffeljern før, men jeg tænker med kærlighed i hjertet tilbage på min barndom og min mor, der lavede perfekte hjerteformede vafler til mine brødre og mig, da vi var små.
Så nu laver jeg vafler til alle børnene - i dag har vi en ekstra, da min søn har en ven på besøg.

Min første tanke var Jeg kan da sagtens lave nogle vafler, der er sunde uden, at børnene opdager det sunde.. Men da jeg var ude og handle tænkte jeg egentlig ikke over at tjekke en opskrift på sunde vafler. Til gengæld så jeg, at den italienske Bologna-is var på tilbud i Rema 1000, hvorpå jeg besluttede at droppe at røre noget sundt fyld sammen, og i dagens anledning købe usund italiensk flødeis - engang i fremtiden vil vi alligevel gerne flytte til Italien, så isen virker som et fornuftigt valg, og så måtte det altså blive opvejet af, at jeg i det mindste lavede sunde vafler til det usunde fyld. Og nu sidder jeg herhjemme og konstaterer, at jeg hverken har bananer, soyayogurt, mandelmel, kokosmel og hvad der nu ellers skal bruges i de sunde opskrifter.
Sandheden er også, at jeg min krop er fyldt til randen med blandet følelse af ikke at orke og ikke at gide at gå ned og handle det ind igen.
Så nu kreerer jeg en hyggestund stoppet med kulhydrater fra ikke-helse-agtige kilder indeholde manglende protein, som vi så topper med fedt og sukker, der har været frosset ned. Måske forærer jeg mig også et stort glas rødvin, da jeg nærmest føler mig rask ovenpå lang tids sygdom. Så jeg tænker, at både min lever og mit immunforsvar behøver det.
Desuden tror jeg, uden at blinke, på The Law Of Attraction og tankens kraft og hvis jeg nyder hver en mundfuld og overbeviser mig selv om, at nydelsens værdi udfordrer alle kalorierne m.m. til min fordel, og ikke banker mig selv oven i hovedet hårdt og længe bagefter, så er jeg sikker på, at min krop ikke registrerer alt det kaos, jeg byder den om et par timer…..

Og tænk engang hvor gik det fint! Både med at bage vafler - de blev sprøde og lækre, ikke at gøre noget særligt ud af anretningen - det blev som det blev, samt at fortære vaflerne med masser af is på. Og det var bare en rigtig hyggelig aften, som nu må afsluttes med film i sengen..  Formålet med børnenes julegave er hermed afprøvet med succes i 1. forsøg! Næste gang må jeg prøve med den sunde udgave…..

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Den ærlige jobansøgning

Tillykke, du har vundet et antidemokratisk samfund!

Overskudsmødre med stor fed løgn på!