En umenneskelige lang karriere …
I omkring 7 mio år har det modernede mennekse efterhånden levet.
De klassiske Ayurveda-skrifter (ayurveda betyder livsviden) er nedskrevet for ca. 3000 år siden, og skulle angiveligt være de ældste skrevne skrifter, vi har her i verden.
Det ældste kanoniserede skrifter vi kender, stammer fra Bibelen. Disse er ligeledes små 3000 år gamle.
Desuden skrev Aristoteles om børns gråd, samt om opdragelse af børn og det at sige “nej” til børn for over 2000 år siden.
Alligevel er det første nu, rent sent i vores karriere som moderne mennekser, vi opdager, eller forsker os frem til, at børn tager varigt skade af få skæld ud.
Jeg er umiddelbart uanfægtet enig - børn skal ikke have skæld ud - det får dem til at føle sig dumme og uværdige. Og hvilke anstændige og ansvarlige forælder vil bidrage til at nedbryde eller skade sit barn bevidst - jeg HÅBER, at det er de færreste! Og nu ved vi det jo - takket være nutidens forskere.
Og børnepsykolog, John Halse, skal råbe høj tog længe op om, hvordan skæld ud langsomt, men solidt, smadrer børn!
Men hvordan i alverden har mennekseheden dog klaret sig så længe, trods krænkelser, stridigheder, krige, fysisk vold og psykisk vold???
Hvordan kan det være, at det først er nu, vi besidder alt den nødvendige viden om hvad vi skal gøre… efterfulgt af mangelende praktisk indsigt om hvordan vi skal gøre det???
Der må da være noget som nogen har gjort korrekt for at få hertil, hvor vi er i dag…
Personligt er jeg stor fan af Aristoteles' måde at bekrive, hvornår vi som voksne skal sige “nej” til børn - Så sjælendt som muligt. Kun når de kan udsætter dem selv eller andre for fare, og ellers skal de have frihed til at udforske verden. Og det der med skole - det må komme senere, når de er mere klar til sidde stille..
Nå, men hvis ikke nogen mennekser før os, har gjort noget rigtigt, så er det da i sandhed en sensation, at vi er så mange, der har klaret os… sådan nogenlunde... indtil nu.
Måske kunne det næsten tyde på, at hårdt arbejde og massive udfordringer er vejen frem. For hvordan skulle vi ellers være kommet frem til, al den viden vi har i dag, trods et yderst fejlagtigt grundlag?
Måske skal det lige siges, at jeg er sådan en slags mor, der altid gør mit bedste for at være den bedste mor, men som igen og igen og igen gør alt muligt forkert…
Jeg tror, at det er uvurderligt vigtigt, hvordan man efterbehandler sine fejl… For vi begår fejl ALLE SAMMEN!
Hver gang jeg har skældt ud… For jeg skælder også ud…husker jeg på, at jeg SKAL være den, der lukker den dårlige stemning igen.
Altså den, der opsøger mit barn, krammer mit barn, og forsikrer mit barn om, at det ikke ham eller hende, der er noget galt med, men at jeg blev vred fordi det ikke var fedt, at … what ever.. og så kan mit barn få lov at fortælle sin version.. så kan vi kramme og blive gode venner igen.
Ifølge forskingen skal vreden jo ikke undertrykkes, men blot omformuleres, så vi taler om os selv og vores egne grænser og ikke, hvad barnet gjorde forkert..
Jeg undrer mig stadig over, at vi først er kommet dertil nu…. 7 millioner år er alligevel lang tids eksistens uden denne nutidens forskning….
De klassiske Ayurveda-skrifter (ayurveda betyder livsviden) er nedskrevet for ca. 3000 år siden, og skulle angiveligt være de ældste skrevne skrifter, vi har her i verden.
Det ældste kanoniserede skrifter vi kender, stammer fra Bibelen. Disse er ligeledes små 3000 år gamle.
Desuden skrev Aristoteles om børns gråd, samt om opdragelse af børn og det at sige “nej” til børn for over 2000 år siden.
Alligevel er det første nu, rent sent i vores karriere som moderne mennekser, vi opdager, eller forsker os frem til, at børn tager varigt skade af få skæld ud.
 |
| Skal vi klæde os ud? Jada! Det er da ikke særligt specielt, at se sådan ud på en tilfældig hverdag... |
Og børnepsykolog, John Halse, skal råbe høj tog længe op om, hvordan skæld ud langsomt, men solidt, smadrer børn!
Men hvordan i alverden har mennekseheden dog klaret sig så længe, trods krænkelser, stridigheder, krige, fysisk vold og psykisk vold???
Hvordan kan det være, at det først er nu, vi besidder alt den nødvendige viden om hvad vi skal gøre… efterfulgt af mangelende praktisk indsigt om hvordan vi skal gøre det???
Der må da være noget som nogen har gjort korrekt for at få hertil, hvor vi er i dag…
Personligt er jeg stor fan af Aristoteles' måde at bekrive, hvornår vi som voksne skal sige “nej” til børn - Så sjælendt som muligt. Kun når de kan udsætter dem selv eller andre for fare, og ellers skal de have frihed til at udforske verden. Og det der med skole - det må komme senere, når de er mere klar til sidde stille..
Nå, men hvis ikke nogen mennekser før os, har gjort noget rigtigt, så er det da i sandhed en sensation, at vi er så mange, der har klaret os… sådan nogenlunde... indtil nu.
 |
| "Mor, jeg vil gerne prøve en rigtig vandretur.” Herpå drog vi på tur! Vi glemte godt nok ret vigtige dele af teltet derhjemme, og overnattede derfor i et mega uhyggeligt hus.. |
Måske skal det lige siges, at jeg er sådan en slags mor, der altid gør mit bedste for at være den bedste mor, men som igen og igen og igen gør alt muligt forkert…
Jeg tror, at det er uvurderligt vigtigt, hvordan man efterbehandler sine fejl… For vi begår fejl ALLE SAMMEN!
Hver gang jeg har skældt ud… For jeg skælder også ud…husker jeg på, at jeg SKAL være den, der lukker den dårlige stemning igen.
Altså den, der opsøger mit barn, krammer mit barn, og forsikrer mit barn om, at det ikke ham eller hende, der er noget galt med, men at jeg blev vred fordi det ikke var fedt, at … what ever.. og så kan mit barn få lov at fortælle sin version.. så kan vi kramme og blive gode venner igen.
Ifølge forskingen skal vreden jo ikke undertrykkes, men blot omformuleres, så vi taler om os selv og vores egne grænser og ikke, hvad barnet gjorde forkert..
Jeg undrer mig stadig over, at vi først er kommet dertil nu…. 7 millioner år er alligevel lang tids eksistens uden denne nutidens forskning….
Kommentarer
Send en kommentar