Et underligt pattedyr..

Debatten om de privilegerede børnenefamilier er godt i gang, dog afbrudt af terrorhandlingen den 14. februar 2015.. 
Hvor er sørgeligt og skræmmende på en og samme tid… Mit hjerte græder med de efterladte, der har mistet… Og nej, sådan et Danmark vil jeg heller ikke have!    

Trods tragedien, vil jeg følge den offentlige opfordringen om, at fortsætte mit liv som hidtil, og det indebærer debatten om vores børns trivsel. Den er fortsat vigtig!  

Barndomshistoriker og professor Ning de Coninck-Smith savner nye stemmer i debatten. Hun hævder, at de debatterende er domineret af de 10-15% kvinder i øverste samfundslag. De kvinder har fået børn 30'erne, gået på universitet og i forlængelse af deres gode uddanndelse, følger et job med langt mere end en 37 timers arbejdsuge. 

De har spenderet deres 20'ere på sig selv, gjort ting de havde lyst til - fordybet sig i deres studie, socialiseret på byens mange caféer, mødt manden de skal stifte familie med. 

Så kom 30'erne, karrieren kører, realkreditlånet er underskrevet, hjemmet indrettet, køleskabet bugner af økomad, kalenderen afslører at fitnesscentret og/eller yogacentret besøges ca. 4 gange pr. uge, og selv venner og veninder kan klemmes ind i kalenderen nu og da. 

Lille babybarnet ligger i maven, trygt og varmt og lytter til mors og fars stemmer blandet med hverdagens lyde. Snart skal det lille væsen entrere vores univeres af et velfærdssamfund.

Jeg vil gerne være en af de nye stemmer, da jeg nemlig ikke hører ind under de førnævnte 10-15%, der fører debatten p.t. Jeg blev mor som 21-årig, husejer som 22-årig, og mor igen som 24-årig. Startede på HF som 27-årig, blev skilt kort efter, solgte hus som 29-årig, og startede på universitetet som 31-årig. I dag er jeg tæt på de 33 år, lejlighedslejer, læser uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet og fortsat mor til to :-)

For Ning de Coninck-Smith handler debatten om forældrenes behov for mere tid til familien. Jeg mener debatten burde anskues fra en anden vinkel, nemlig i børnehøjde, og altså omhandle børnenes behov for forældrens tid og nærvær. 
Jeg synes unægteligt, at der må være forskel på, om vi taler voksnes behov eller børns behov, før vi på ansvarlig vis kan tage stilling til, om vi reelt har for lidt tid til vores familie, eller om vi drøner afsted med skyklapper på i den forkerte side af vejen og gerne vil blive ved med det uanset konsekvenserne. 

Hvad det lille babybarn ikke ved er, at vores velfærdssamfund dikterer en anden orden end den naturen havde planeret. Bevares ja, vores velfærdssystem med pasningsgaranti gør, at vi har lettere ved at passe vores job, end kvinderne havde i gamle dage, som faktisk blot ligger få år tilbage. Vi har det med garanti også lettere end i så mange andre lande. Men vi bor jo ikke i andre lande, vi bor i Danmark. Og samtlige meditationsguruer forsøger hele tiden at lære os at leve i nuet og ikke i fortiden eller fremtiden. 

Så hvor er det fantastisk for os forældre, at vi har pasningsgaranti og vi kan vælge daginstitutioner, så vi kan passe job, studie, træning og venner. Jeg har jo selv benyttet mig at disse til mine egne børn. Men er det lige så fantastisk for vores børn?
Men kunne man et kort øjeblik forestille sig, at vi vendte kulturen ryggen og inviterede naturen indenfor? 
Hvad vi ville der ske? 
Hvad tænker du????? 

Ville børnene skrige højt og styrte euforisk ud af hoveddøren, for at være den første til at møde op i vuggestuen? Ville de sige: 

"Hej hej mor og far, jeg er 1 år nu, og nu kravler jeg altså i vuggestue, så jeg kan lære at blive social, da I åbenbart ikke formår at lære mig det - Der skal en rigtigt vuggestue til, forstår I nok! Vi ses om mange timer!" 

Eller:

"Endelig blev jeg 4 år, så jeg kan starte i børnehave og vinke farvel til alle de voksne, der på skift passer på mig og de andre i vuggestuen. Det her er alle tiders mulighed for at lære en ny håndfuld voksne at kende. Nogle voksne, der har endnu flere børn at passe på, end de har i vuggestuen. Det er dejligt for mig, mor og far, fordi jeg har slet ikke nok forældre i jer to!"

Eller ville de sige:

"Ja mor og far, så blev jeg 6 år og nu starter jeg på mit nye fuldtidsjob - skolen - og det har jeg tænkt mig at passe de følgende 10 år. Men det er ikke helt nok for mig, så jeg tager noget ekstra tid i SFO'en. Derfor behøver du for Guds skyld ikke skynde dig hjem fra arbejde, jeg vil hellere være sammen med mine ekstra forældre i skolen og SFO'en."  

Jeg tror det ikke…. og jeg kan ikke lade være med at tænke på "Hulebilledet" skrevet af Platon……………………………….. 
Er det virkelig det vi vil? Sidde trygt i hulen, se skyggerne danne sig i en grad, der fritager os fra at betragte skyggekasteren i virkelighedens lys??
Kulturen er som vi har besluttet os for den skal være, og lige nu lader den ikke til at samarbejde med naturen.  

Ifølge psykolog, Niels Peter Rygaards teori om tilknytningsforstyrrelser har børn to helt basale og grundlæggende behov - en langvarrig og stabil voksenrelation samt det at høre til en bestemt gruppe over meget lang tid. Bliver dette ikke opfyldt, skabes blandt andet angst hos børnene. Dette fordi børn styres af et tilknytningssystem, hvori der opstår en angst hos børnene ved adskillelse. Her ligner vi altså andre af klodens pattedyr. Dog med den undtagelse, at vi er den eneste gruppe af pattedyr, der vælger at sætte børn i verden for at aflevere dem til fremmede, når de skal passes.

Mennesker hjerne udvikles over mange - ca. de første 25 år af et menneskes levetid. Adskillelse livsfarlig for det lille barn fordi det er så sårbart, det har naturen lært os. Men det lille barns hjerne ved altså slet ikke, at vi Danmark ikke bruger fritgående løver, så faren for at blive spist er meget lille. Derfor er det der med at søge tryghed pr. instinkt er total overflødigt i dagens Danmark. Her kunne hjernen godt tåle en opdatering, så vores små älsklingar ikke skal gennemleve et desideret traume ved hver adskillelse. Men som det er nu er der ingen hjerne-opdatering, hvorfor vores børn må leve med daglige traumaer. Men vi taler ikke om det, for det er ikke pænt - det siger kulturen... 

Hjernens modstand til opdatering er heller ikke så heldig i forbindelse med de mange skift barnet skal nå at opleve i vores samfundsmodel. Én ting pædagokker og lærerer dog kunne være behjælpelige med, ville være hvis de stopper med at gå ned med stress, brænde ud, søge nye jobs og holde fri! Ja, for helt ærlig - hvor meget ferie har de egentlig brug for?? Vores børn tåler det faktisk ikke! Og det burde de vide i kraft af deres faglighed… 

Vi insisterer jo åbenbart på, at det må være andres job, at passe de børn vi har skabt, og når vi nu også har skabt et samfund, hvor dette lader sig gøre, ville det altså være behjælpeligt hvis vores lønnede forælderrepræsentanter kunne assimilere bare en anelse bedre! 

Måske bryder du dig ikke om min ironiske retorik her, men alt jeg gør, er blot at leve op til samtidens krav om forælderkompentace - her forstås altså min evne til at sammensætte alle de grupper mit barnet skal varetages af dagen igennem. Jeg udfylder blot mit kulturelle ansvar uden at overveje etikken, ved mit bidrag til samfundsstrukturen.

Hvad sidder du der læser og tænker? 

Jeg selv tænker, at var der én ting jeg gerne ville ændre i fortiden, trods diverse guruers velmenende råd om at være præsent, skulle det være, at gå hjemme fra Marcus blev født og først droppe hjemme-livet da Isabella startede i skole. Og hvis du brænder for at fortælle mig, at jeg så havde jeg jo ikke haft de børn og den erfaring, jeg har idag, så har I ret. Men så havde jeg haft en anden. Og én ting er i hvert fald sikkert - børn vokser hurtigt! Åbenbart hurtigere end os andre.. Og det hele er overstået lige om lidt. Deres barndomsår kommer aldrig igen. Så min erfaring har lært mig, at skulle jeg (mirakuløst) få barn nr. 3, kan jeg se frem til en herlig tid som hjemmegående mor. 

Om jeg fordømmer karriererkvinder? Af hjertet nej, men jeg ærger mig altid over, at vi bruger så meget energi på at give naturen modspil. Tænk engang, hvad der kunne komme ud af at samarbejde… 

Min søn var syg de første halvandet år af sit liv - han havde systematisk lungebetændelse og var på pencilen hver 2. til 3. uge. Jeg kunne, med opsparet ferie og en god aftale med mit arbejde, blive hjemme i de første halvandet år. Men han nåede at starte op i en hos en dagplejemor. Jeg selv var ung, stresset, usikker på alle beslutning jeg tog omkring min søn, og omverdenen lærte mig, at valget stod mellem dagplejemor og vuggestue. Det blev dagpleje, men grundet al hans sygdom sørgede hans væsen for, at vi kunne blive hjemme og putte og være sammen. 

Som halvandetårig starte han i vuggestue i Sverige, hvor vi var flyttet til, og holdt sig så faktisk rask. Da han var to år blev jeg gravid igen og var sygemeldt hele graviditeten igennem. 
Når man bor i Sverige, har man som forælder kun pasningsbehov, når man kører til job, er på job, og kører fra job. Alle andre situationer er man selv forpligtet til at passe sit barn. Meget rimeligt, synes jeg.  Er man sygemeldt eller arbejdsløs, må børnene kun afleveres i institution i 12 timer pr. uge. Er man på barsel er det ligeledes 12 timer, men den regel er forholdsvis ny, for lige inden Isabella blev født var reglen, at alle ældre søskende skulle meldes ud og gå hjemme sammen med den barslende. Det er altså minimum et år, da børn slet ikke må starte i institution, før de er fyldt et år. 
Så mange timer, var han sjælendt afsted, han kom et par gange om ugen og legede med de andre. 

Da Isabella blev født, tog vi Marcus helt ud og så gik jeg hjemme med dem begge indtil Isa var halvandet år.

Herefter startede de begge på Pilens Montessoriskola - et lilleput-sted med 75 børn fra vuggestue til 5. klasse, så de havde hele tiden hinanden. Alligevel har Isabella brugt osseaner af sin lille barndom på at være syg. Konstant så forkølet, at hun aldrig var ordentligt udhvilet (og ja, vi holdt hende fra gluten og mejeriprodukter), influenzaer i et væk, blærebetændelse, nyrebetændelse alt sammen resulterede i, at hun har været indlagt et utal af gange, tilegnet sig kittel-skræk og gået i legeterapi på Malmø Hospital for at komme over sin angst for læger. I dag er hun så stor, at man kan tale med hende om det fornuftige i, at lægen er nødt til at se hende. Men idet hun sidder foran lægen, går klapper ned, ingen øjenkontakt og en fuldstændig låst og sammenkrøllet lille krop, lige indtil lægen opgiver og vi samstemte bliver enige om, at det ville være et overgrab at gennemføre undersøgelsen. Når vi er ude igen kommer hun ud at sit skjold og bliver sig selv. 

Min egen teori går på, at hvis jeg konstant bliver syg, er det fordi jeg allerede har overhørt en række blidere signaler fra min krop, der sagde, at jeg var på vej ud af et forkert spor. Men jeg overhørte dem, derfor må kroppen gå hårdere til værks og en solid omgang feber sørger for, at jeg bliver liggende i fosterstilling til jeg er rask igen. 

Hvis mit barn konstant bliver syg, kan det selvfølgelig skyldes forkert kost og alverdens omgangssygdomme eller mors og fars sindstilstand, men hvis immunforsvaret ikke kan modstå disse påvirkniger, kan det måske netop skyldes, at kroppen er i kamp/flugt tilstand og altså er overophedet af stresshormoner som kortisol og noradranalin. De har skal signalere, at der er grund til fare, og store mængder af stresshormoner igen og igen er nedbrydende for kroppen.  
De blidere signaler hár været der - mit barn græder og vil ikke afleveres. Jeg vil ikke forlade mit barn, men det har kulturen lært mig er okay at gøre, så det gør jeg. Kulturen har ovenikøbet lært mig, at både mit barn og jeg hurtigt vil vende os så meget til det, at vi vil begynde og tro på, at sådan skal det være. Vi tilpasser os, men det er ikke altid omkostningsfrit bare fordi vi kan.  

Jeg tror, at de små signaler er hurtigt overstået, eftersom barnet slet ikke er færdigudviklet og ikke ville kunne overleve uden beskyttelse, så kroppen må handle hurtigt og den lille krop bliver nok også hurtigt udmattet. Bang - der røg immunforsvaret! 

Resultat: feber, halsbetændelse, lungebetændelse, blærebetændelse, mellemørebetændelse, mor eller far må blive hjemme og barnet bliver rask.. indtil næste omgang…. Og måske opnår barnet den nødvendige kontakt til mor og far. 

Min personlige løsning har været at bruge ualmindelig lang tid på en HF, hvor jeg havde tilladelse fra kontoret om at have ubegrænset fravær. Mit ekstremt lange HF-forløb er efterfulgt af universitetet, hvor jeg startede i en alder af en 31 år. 

Dertil kommer det, at jeg har meget solid hjælp fra min mor, der ofte kommer og bliver flere dage af gangen. Også børnenes farmor er til stor hjælp. Og så har mine børn jo altså også en far, de også er hos - hvilket indebærer mange skift for dem, hvilket altså heller ikke er en optimal løsning for børn og andre størrelser. 
Andre størrelser har bare det privilegium, at de har ret til at sige fra, det har børn ikke i dagens DK - begge forældre krav på lige meget samvær med børnene og det indebærer, at det oftets er børnene der rykker rundt.  
I starten skiftedes deres far og jeg til bo i huset, så børnene havde det som fast base. Det var rigtig hårdt for os, men jeg synes egentlig, at det var bedste for børnene. Sådan er det ikke mere, så nu sidder vi voksne på vores faste base mens børnene er dem der må tilpasse sig og flytte rundt. Igen er det altså en lovgivning der først fremmest anerkender forældrenes behov.

Når jeg en dag er færdig som kandidat og skal starte min karriere, er min yngste så stor, at hun hellere vil fnidre med sine veninder end at holde mig i hånden. Måske bliver min karriere ikke lige gloværdig som andres, og måske gør den, fordi jeg kan have hele mig med i den. 

Ning de Coninck-Smiths pointe er, at børnefamilier, hvilket jeg læser som os forældre, aldrig har haft mere tid end vi har i dag. Og det er muligvis rigtigt i det perspektiv hun fremlægger. 
Min generation er vokset op i 80’erne og vi er et produkt af institutioner og skilsmisser - vi ryger ned i afgrunden på stribe med stress, angst, dressioner, spiseforstyrrelser og så videre. 
Vores børn er ligeledes et produkt af institutioner, men af også institutionsprægede forældre, og vi bliver skilt som aldrig før, alt imens antallet af tilfælde med bogstavdiagnoser, hyperaktivitet, angst, modløshed stiger hos vores børn. 
Ifølge Niels Peter Rygaard, er det en reaktion og konsekvens af de mange traumer de har gennemlevet blandet andet som institutionsbørn, men også ved skiftende hjem i skilsmissesituationer. 
Teorien om, at sygdom er kroppens måde at holde os og børnene hjemme i den trygge hule, står for egen regning. 
For mig står det soleklart, at vores samfundsmodel har nogle børnesygdomme, der modarbejder vores naturlige behov som mennesker. Det forsager en stabil nedbrydelse af vores børns trivsel, og af os selv. 
Kulturen er lige præcis, som vi tillader den at være.

Det tænker jeg. Hvad tænker du om det???