Fra Hjemmebørn til Friskolebørn
Mens jeg sidder i min udtjente sofa og kæmper mig igennem et stort glas detox-mix bestående af en presset limefrugt, en del hørfrø olie, ½ liter vand og 65 gr. epsom salt, så nyder jeg stilheden og lyder af vinden der rusker på kølig sommerdag. Eller altså jeg forestiller mig, hvordan vinden ville føles lige nu, hvor stuen er tyk af hedebølge.
Jeg har ondt i min krop efter et par uger, hvor jeg har styrke- og pulstrænet den om morgenen og kørt Heat Wave Hatha Yoga om eftermiddagen. Men der er ingen grund til at træne, hvis ikke mine muskler er meget ømme og brugte dagen efter. Det skal de være ellers er det spild af tid, og så kunne jeg lige så godt blive liggende på min slidte sofa.
Vildt at jeg overhovedet har tid til at træne så meget, men det er jo fordi mine børn er ikke bliver hjemmeundervist mere, og så fordi det er sommerferie og selvom børnene er hjemme og holde heeelt fri, er de bare blevet store og meget selvkørende i løbet af det sidste halve år.
Hvordan gik det så med mine hjemmebørn??
Hvordan blev deres faglige niveau efter at have været hjemmeundervist?
Gik det helt galt med deres sociale liv?
Er jeg nu hende den der dårlige mor, der aldrig burde have fået børn?
Eller er jeg den frelste øko-glutenfri-freak-mor, der har set lyset og nu skal prædike sandheden for alle jer stakler, der ikke ved bedre??
Vil mine børn holde en tale til deres 18-års fødselsdag, hvor de bebrejder mig, at jeg frarøvede dem et eller andet, og frarøvede dem deres barndom??
Hmmm jeg er sikkert lidt af det hele, og det synes jeg egentlig også er okay. Jeg må gerne være lidt for meget, så længe jeg er mig selv tro ;-)
Og jeg ved heldigvis ikke, om de vil bebrejde mig i deres 18-års-tale. Hvis de gør det, så håber jeg, at de har deres retoriske værktøjer i orden, så deres filosofiske talegaver i det mindste kan nyde anerkendelse i samme omgang :-)
Jeg har lige måttet tilføje noget Ribena til min detox-drik ….. Jeg undrer mig lidt over, at jeg fra starten synes det var en strålende idé med et halvliterglas…. Jeg kæmper lidt endnu..
Hjemmeundervisning var ellers SÅ hyggeligt og mit kæmpe-ego, min mor og jeg havde håbet, at det skulle vare ved indtil august 2014. Men efter 6 uger begyndte de at spørge, om de ikke godt kunne komme tilbage til deres gamle klasser. Det overraskede mig meget, og et kort øjeblik tænkte jeg "ÅÅHH nej, hvad jeg gjort! Var deres gamle klasser alligevel okay? Var det en kæmpe fejl at tage dem ud af klasserne?" OG så videre i bank-mig-selv-oven-i-hovedet-stilen.
Jeg spurgte, hvad de mente, at de ville få ud af at komme tilbage i de gamle klasser.
De vidste det ikke rigtigt…
Jeg spurgte om, det var hårdt kun at være to klassen, fordi man hele tiden blev set og var nødt til at arbejde for sagen, og det ikke var muligt at gemme sig og ikke lave noget, ligesom man kan kunne i den gamle klasse.
"JA JA JA" svarede de ivrigt.
"Nååå så det er derfor I gerne vil tilbage til de gamle klasser? Så I ikke skal lave så meget hele tiden?"
"JA!! Må vi det??
"Nej….. Men hvis I føler jer klar til at møde nye venner og nye lærere, kan vi finde ud af, at I starter et nyt sted før sommerferien i stedet for?"
Det ville de rigtig gerne. De var klar til nye udfordringer.
Vildt at jeg nærmest får små kramper i min hjerne af at drikke min detox-blanding…
Under hjemmeundervisningsforløbet var både Marcus' og Isabellas lunte blevet MEGET længere. De var ikke stresset mere. De var glade. De havde fået det der unikke glimt i blikket, som børn skal have. Marcus var gået fra at tro, at han slet ikke kunne lære at læse, til vise sig som en ægte og meget dygtig læser.
Isabella, som allerede var en god læser, var blevet en endnu dygtigere læser. Men hun havde også opdaget, at hun er slet ikke sådan en pige andre ikke gider at lege med, det var bare pigerne i den gamle klasse, der havde frosset hende ude af fællesskabet, og nu havde hun fundet mod til at knytte nye kontakter.
Marcus synes pludselig ikke, at det der matematik er så farligt mere og tabeller er åbenbart ikke en by rusland, men en gennemskuelig ting, der kan bruges i den virkelige verden.
Da hjemmeundervisningen startede var målet at forankre en solid selvværdsfølelse i børnene, samt opspore deres faglige huller, grave ned i dem og genopbygge sammen med deres tro på, at de sagtens kan! Min mor gjorde en uvurderlig indsats! Irmelin Stockmarr arbejde intenst med dem! Jeg formåede ikke rigtigt at passe mit studie samtidig og dumpede en enkelt delaflevering i videnskabsteori, men den kan jeg redde i land nu, hvor jeg har sommerferie, og det var det hele værd, for jeg har lært SÅ meget, jeg aldrig ville have lært på det modul alligevel.
Ikke direkte om videnskabsteorier men om, hvordan vi i samfundet kører rundt i ring og retter ind efter autoriteter, der gerne vil fortælles os, hvordan vores børn skal håndteres.
Jeg blev bekræftet i min egen fornemmelse, om at jeg faktisk godt vidste, hvad der skulle til, for at hjælpe Marcus og Isabella. Min mor var kommet frem til samme konklusion og i familiært og professionelt samarbejde lykkedes det! I sidste ende har vi blot hjulpet Marcus og Isabella til at hjælpe sig selv.
Jeg underkender hermed ikke, at nogle autoriteter ved mere end mig, men når alt kommer til alt, er jeg den, der kender mine børn bedst, og så længe jeg ikke er umyndig gjort (hvilket jeg da forhåbenligt aldrig bliver), vil jeg lytte åbent og reflektere over andres meninger og derefter mærke efter, hvad der er den bedste beslutning for mine børn.
Jeg overvejer at fryse det sidste af min detox-drik ned i en isterningpose, fryse det hele, og derefter sluge isteringerne….
Jeg skal ikke blande mig i, hvordan andre forældre tager beslutninger på deres børns vegne, men jeg synes der er en tendens til at forældre blot at stoler ukritisk på, hvad lærere og pædagoger mener om deres barn/børn. Jeg synes personligt mange gange, at have oplevet, hvordan de samme lærere og pædagoger ser skævt eller endda irriteret til mig, når jeg stiller mig op og forsøger at være konstruktivt kritisk. I den danske folkeskole, mine børn gik på, har jeg oplevet, hvordan vigtigheden af forældresamarbejdet igen og igen bliver fremhævet.. og det er sikkert rigtigt, at det er vigtigt… kommunikation er i hvert vigtigt…. Det jeg opfattede, at lærerne mente da de sagde vi skulle samarbejde, var at vi skulle klappe i, lytte efter, rette ind og gøre tingene på deres måde.
Jeg presser mig selv til at drikke en tår mere …
Marcus og Isabella startede på Lyngby Friskole lidt tid før sommerferien, og de er simpelthen så glade for deres nye skole! En lille skole i en gammel villa i Lyngby. Små klasser. overskueligt antal børn. De mest elskværdige og omsorgfulde lærere. Lærer der lader til at de oprigtigt nyder deres job.
Jeg har absolut ikke råd til det, men jeg tager mig råd til det og sparer på noget andet. Vi har fået et Danmark, der i en kamufleret spareplan under dæknavnet "inklusion" værdsætter nogle store mastodonter af nogle kommuneskole. Sammenlægning af små kommuneskoler, mener de er vejen frem.
Mine børn har som såden ikke særlige behov, men de er meget sensitive og de har begge flere introverte anlæg end ekstroverte. Jeg vil sige, at de er lettere introverte med nogle ekstroverte sider. Jeg er selv af samme støbning, og jeg kunne knapt nok holde til at være på børnenes gamle kommuneskole i den time det kunne tage at finde dem begge to.
Tænk engang, nogle børns vilkår er at skulle være på deres skole fra åben til luk. Samt i sommerferien. Og jeg bliver ægte pensionist-fornærmet, når forældre sender deres børn afsted til diverse pasningstilbud, så de selv kan blive hjemme og holde sommerferie!
Hvis man vil have sine børn på en lille skole, er det dyrt, da der ikke så mange andre muligheder end privatskoler. Der er ikke noget der hedder friplads selvom man er studerende mor, så trods vi alle via skatten allerede har betalt for skolegang til vores børn, er der ikke andre muligheder end bare at betale…igen.
Da vi boede i Sverige gik børnene også på en lille Montessori-privatskole, hvor man kunne starte allerede i vuggestue. I Sverige er der bare den politik, at alle skal have råd til privatskole, så det offentlig tilskud til skolegang følger børnene. Således betalte vi kun ca. 1000 Sek. for to børn på en privatskole i Sverige. De danske privatskoler ligger i et noget andet leje. Så alle har ikke råd til det, jeg har heller ikke, men vi hvis vi skærer en masse andet væk kan det lige gå, og det er heldigvis alle pengene værd!
Trods mit S.U.-budget er jeg alligevel lykkelig for, at jeg er studerende. Min lange sommerferie giver mine børn mulighed for at holde hele deres sommerferie i deres tempo. Og når jeg er færdig med at læse om 4 ½ år, er de så store, at de selv kan styre deres sommerferie-tempo mere eller mindre.
Men det var et forargelses-sidespor..
…….Og en slurk mere…. Bare en lille bitte slurk… kom nu….
På Lyngby Friskole røg Marcus lige ind i drengegruppen som om, at de altid havde kendt hinanden. Han synes bare, at skolen var et fedt sted fra første dag. Helt selvstændigt begyndte han deltage i fælleslæsning om morgnen inden skolen startede. Han synes det føltes nemt at forstå, hvad læreren forklarede i timen. Han var glad, når han kom fra skole og glad, når han skulle afsted til skole. Og han ser endda frem til at skulle i skole igen efter sommerferien!
Isabella oplevede at blive inviteret med nogen hjem og lege, og hun strålede af glæde! I stedet for at lege alene, når hun blev hentet, som hun gjorde før, var hun så optaget af at lege med de andre børn, at hun gerne ville være der bare lidt længere. Og hun glæder sig til at se sine klassekamerater efter sommerferien. Hun omtaler dem selv som sine venner! På den gamle skole omtalte hun de andre børn som dem hun gik i klasse med, der ikke kunne lide hende. Hun plejede at gemme sig bagerst i klassen og ikke ville sige noget i timen, med mindre hun ikke havde noget valg. På Lyngby Friskole makerede hun sig allerede den første dag i timen i den lille klasse, helt på eget initiativ. Hun havde lyst til at sige noget og hun følte sig tryg nok til at sige noget. Hun har været på i timerne lige siden. Hun glæder sig til at se sine venner efter ferien!
Jeg tror simpelthen, jeg må give op - jeg kan bare ikke få den drik ned!!
Desuden havde de kun gået der meget få dage, da de ringede og spurgte om, de selv måtte gå fra skole. "Nej, nej, selvfølgelig må I da ikke gå de tre kilometer hjem selv! Bliv hvor I er, rør jer ikke, mor kommer og henter jer!" På køreturen hjem gjorde de mig opmærksom på, at turen hjem går lige ud fra skolen og lige efter Bagsværd sø drejer man til højre og så til venstre og så man hjemme og det havde de altså styr på. Næste dag var jeg hjemme og de fik lov til at prøve gå-turen hjem. Og det gik, så fint. De havde hygget og leget hele vejen hjem. Efterfølgende dag havde jeg både forelæsninger og holdundervisning, så da de ringede og spurgte om de måtte gå hjem selv igen, fik de lov. Da jeg kom hjem, spurgte jeg til om turen hjem havde været hyggelig ligesom dagen før og de svarede: "JA! Vi ville bare hellere tage bussen, så vi læste bare på skiltet, købte en billet over telefonen, tog 400 S til Q8, så så vi på skiltet, at 68'eren kører helt hjem til os, og at den kom om lidt, så vi ventede bare på den. Så det gik helt fint, mor!"
Og wupti, så havde jeg to glade og selvkørende skolebørn. Så selvkørende, at de har det helt afslappet med, at jeg tager til træning et par timer hver dag, at de på eget initiativ går på biblioteket, at de har lyst til at gå i Netto og handle småting, at de ikke er bange for alt det nye der venter dem på skolen efter sommerferien. Mine børn er glade for deres skole! Og sikke et overskud de har fået!
Og jeg får helt tåre i øjnene - tænk at så lidt kunne gøre så stor forskel!
Livet er lige som det skal være <3
Så for lige kort at vende tilbage til Marcus' og Isabellas 18-års-tale, så er det hele jo lykkedes, hvis de har selvtillid nok til at smække en tale sammen og holde den for deres egen skyld!
Jeg har ondt i min krop efter et par uger, hvor jeg har styrke- og pulstrænet den om morgenen og kørt Heat Wave Hatha Yoga om eftermiddagen. Men der er ingen grund til at træne, hvis ikke mine muskler er meget ømme og brugte dagen efter. Det skal de være ellers er det spild af tid, og så kunne jeg lige så godt blive liggende på min slidte sofa.
Vildt at jeg overhovedet har tid til at træne så meget, men det er jo fordi mine børn er ikke bliver hjemmeundervist mere, og så fordi det er sommerferie og selvom børnene er hjemme og holde heeelt fri, er de bare blevet store og meget selvkørende i løbet af det sidste halve år.
Hvordan gik det så med mine hjemmebørn??
Hvordan blev deres faglige niveau efter at have været hjemmeundervist?
Gik det helt galt med deres sociale liv?
Er jeg nu hende den der dårlige mor, der aldrig burde have fået børn?
Eller er jeg den frelste øko-glutenfri-freak-mor, der har set lyset og nu skal prædike sandheden for alle jer stakler, der ikke ved bedre??
Vil mine børn holde en tale til deres 18-års fødselsdag, hvor de bebrejder mig, at jeg frarøvede dem et eller andet, og frarøvede dem deres barndom??
Hmmm jeg er sikkert lidt af det hele, og det synes jeg egentlig også er okay. Jeg må gerne være lidt for meget, så længe jeg er mig selv tro ;-)
Og jeg ved heldigvis ikke, om de vil bebrejde mig i deres 18-års-tale. Hvis de gør det, så håber jeg, at de har deres retoriske værktøjer i orden, så deres filosofiske talegaver i det mindste kan nyde anerkendelse i samme omgang :-)
Jeg har lige måttet tilføje noget Ribena til min detox-drik ….. Jeg undrer mig lidt over, at jeg fra starten synes det var en strålende idé med et halvliterglas…. Jeg kæmper lidt endnu..
Hjemmeundervisning var ellers SÅ hyggeligt og mit kæmpe-ego, min mor og jeg havde håbet, at det skulle vare ved indtil august 2014. Men efter 6 uger begyndte de at spørge, om de ikke godt kunne komme tilbage til deres gamle klasser. Det overraskede mig meget, og et kort øjeblik tænkte jeg "ÅÅHH nej, hvad jeg gjort! Var deres gamle klasser alligevel okay? Var det en kæmpe fejl at tage dem ud af klasserne?" OG så videre i bank-mig-selv-oven-i-hovedet-stilen.
Jeg spurgte, hvad de mente, at de ville få ud af at komme tilbage i de gamle klasser.
De vidste det ikke rigtigt…
Jeg spurgte om, det var hårdt kun at være to klassen, fordi man hele tiden blev set og var nødt til at arbejde for sagen, og det ikke var muligt at gemme sig og ikke lave noget, ligesom man kan kunne i den gamle klasse.
"JA JA JA" svarede de ivrigt.
"Nååå så det er derfor I gerne vil tilbage til de gamle klasser? Så I ikke skal lave så meget hele tiden?"
"JA!! Må vi det??
"Nej….. Men hvis I føler jer klar til at møde nye venner og nye lærere, kan vi finde ud af, at I starter et nyt sted før sommerferien i stedet for?"
Det ville de rigtig gerne. De var klar til nye udfordringer.
Vildt at jeg nærmest får små kramper i min hjerne af at drikke min detox-blanding…
Under hjemmeundervisningsforløbet var både Marcus' og Isabellas lunte blevet MEGET længere. De var ikke stresset mere. De var glade. De havde fået det der unikke glimt i blikket, som børn skal have. Marcus var gået fra at tro, at han slet ikke kunne lære at læse, til vise sig som en ægte og meget dygtig læser.
Isabella, som allerede var en god læser, var blevet en endnu dygtigere læser. Men hun havde også opdaget, at hun er slet ikke sådan en pige andre ikke gider at lege med, det var bare pigerne i den gamle klasse, der havde frosset hende ude af fællesskabet, og nu havde hun fundet mod til at knytte nye kontakter.
Marcus synes pludselig ikke, at det der matematik er så farligt mere og tabeller er åbenbart ikke en by rusland, men en gennemskuelig ting, der kan bruges i den virkelige verden.
Da hjemmeundervisningen startede var målet at forankre en solid selvværdsfølelse i børnene, samt opspore deres faglige huller, grave ned i dem og genopbygge sammen med deres tro på, at de sagtens kan! Min mor gjorde en uvurderlig indsats! Irmelin Stockmarr arbejde intenst med dem! Jeg formåede ikke rigtigt at passe mit studie samtidig og dumpede en enkelt delaflevering i videnskabsteori, men den kan jeg redde i land nu, hvor jeg har sommerferie, og det var det hele værd, for jeg har lært SÅ meget, jeg aldrig ville have lært på det modul alligevel.
Ikke direkte om videnskabsteorier men om, hvordan vi i samfundet kører rundt i ring og retter ind efter autoriteter, der gerne vil fortælles os, hvordan vores børn skal håndteres.
Jeg blev bekræftet i min egen fornemmelse, om at jeg faktisk godt vidste, hvad der skulle til, for at hjælpe Marcus og Isabella. Min mor var kommet frem til samme konklusion og i familiært og professionelt samarbejde lykkedes det! I sidste ende har vi blot hjulpet Marcus og Isabella til at hjælpe sig selv.
Jeg underkender hermed ikke, at nogle autoriteter ved mere end mig, men når alt kommer til alt, er jeg den, der kender mine børn bedst, og så længe jeg ikke er umyndig gjort (hvilket jeg da forhåbenligt aldrig bliver), vil jeg lytte åbent og reflektere over andres meninger og derefter mærke efter, hvad der er den bedste beslutning for mine børn.
Jeg overvejer at fryse det sidste af min detox-drik ned i en isterningpose, fryse det hele, og derefter sluge isteringerne….
Jeg skal ikke blande mig i, hvordan andre forældre tager beslutninger på deres børns vegne, men jeg synes der er en tendens til at forældre blot at stoler ukritisk på, hvad lærere og pædagoger mener om deres barn/børn. Jeg synes personligt mange gange, at have oplevet, hvordan de samme lærere og pædagoger ser skævt eller endda irriteret til mig, når jeg stiller mig op og forsøger at være konstruktivt kritisk. I den danske folkeskole, mine børn gik på, har jeg oplevet, hvordan vigtigheden af forældresamarbejdet igen og igen bliver fremhævet.. og det er sikkert rigtigt, at det er vigtigt… kommunikation er i hvert vigtigt…. Det jeg opfattede, at lærerne mente da de sagde vi skulle samarbejde, var at vi skulle klappe i, lytte efter, rette ind og gøre tingene på deres måde.
Jeg presser mig selv til at drikke en tår mere …
Marcus og Isabella startede på Lyngby Friskole lidt tid før sommerferien, og de er simpelthen så glade for deres nye skole! En lille skole i en gammel villa i Lyngby. Små klasser. overskueligt antal børn. De mest elskværdige og omsorgfulde lærere. Lærer der lader til at de oprigtigt nyder deres job.
Jeg har absolut ikke råd til det, men jeg tager mig råd til det og sparer på noget andet. Vi har fået et Danmark, der i en kamufleret spareplan under dæknavnet "inklusion" værdsætter nogle store mastodonter af nogle kommuneskole. Sammenlægning af små kommuneskoler, mener de er vejen frem.
Mine børn har som såden ikke særlige behov, men de er meget sensitive og de har begge flere introverte anlæg end ekstroverte. Jeg vil sige, at de er lettere introverte med nogle ekstroverte sider. Jeg er selv af samme støbning, og jeg kunne knapt nok holde til at være på børnenes gamle kommuneskole i den time det kunne tage at finde dem begge to.
Tænk engang, nogle børns vilkår er at skulle være på deres skole fra åben til luk. Samt i sommerferien. Og jeg bliver ægte pensionist-fornærmet, når forældre sender deres børn afsted til diverse pasningstilbud, så de selv kan blive hjemme og holde sommerferie!
Hvis man vil have sine børn på en lille skole, er det dyrt, da der ikke så mange andre muligheder end privatskoler. Der er ikke noget der hedder friplads selvom man er studerende mor, så trods vi alle via skatten allerede har betalt for skolegang til vores børn, er der ikke andre muligheder end bare at betale…igen.
Da vi boede i Sverige gik børnene også på en lille Montessori-privatskole, hvor man kunne starte allerede i vuggestue. I Sverige er der bare den politik, at alle skal have råd til privatskole, så det offentlig tilskud til skolegang følger børnene. Således betalte vi kun ca. 1000 Sek. for to børn på en privatskole i Sverige. De danske privatskoler ligger i et noget andet leje. Så alle har ikke råd til det, jeg har heller ikke, men vi hvis vi skærer en masse andet væk kan det lige gå, og det er heldigvis alle pengene værd!
Trods mit S.U.-budget er jeg alligevel lykkelig for, at jeg er studerende. Min lange sommerferie giver mine børn mulighed for at holde hele deres sommerferie i deres tempo. Og når jeg er færdig med at læse om 4 ½ år, er de så store, at de selv kan styre deres sommerferie-tempo mere eller mindre.
Men det var et forargelses-sidespor..
…….Og en slurk mere…. Bare en lille bitte slurk… kom nu….
Isabella oplevede at blive inviteret med nogen hjem og lege, og hun strålede af glæde! I stedet for at lege alene, når hun blev hentet, som hun gjorde før, var hun så optaget af at lege med de andre børn, at hun gerne ville være der bare lidt længere. Og hun glæder sig til at se sine klassekamerater efter sommerferien. Hun omtaler dem selv som sine venner! På den gamle skole omtalte hun de andre børn som dem hun gik i klasse med, der ikke kunne lide hende. Hun plejede at gemme sig bagerst i klassen og ikke ville sige noget i timen, med mindre hun ikke havde noget valg. På Lyngby Friskole makerede hun sig allerede den første dag i timen i den lille klasse, helt på eget initiativ. Hun havde lyst til at sige noget og hun følte sig tryg nok til at sige noget. Hun har været på i timerne lige siden. Hun glæder sig til at se sine venner efter ferien!
Jeg tror simpelthen, jeg må give op - jeg kan bare ikke få den drik ned!!
Og wupti, så havde jeg to glade og selvkørende skolebørn. Så selvkørende, at de har det helt afslappet med, at jeg tager til træning et par timer hver dag, at de på eget initiativ går på biblioteket, at de har lyst til at gå i Netto og handle småting, at de ikke er bange for alt det nye der venter dem på skolen efter sommerferien. Mine børn er glade for deres skole! Og sikke et overskud de har fået!
Og jeg får helt tåre i øjnene - tænk at så lidt kunne gøre så stor forskel!
Livet er lige som det skal være <3
Så for lige kort at vende tilbage til Marcus' og Isabellas 18-års-tale, så er det hele jo lykkedes, hvis de har selvtillid nok til at smække en tale sammen og holde den for deres egen skyld!
Kommentarer
Send en kommentar