HJEMMEBØRN
Hjemme og børn - hjemmebørn. Hvorfor? Fordi den kommunale folkeskolen er alt for kæmpestor til mine børn.
*PANIIIIK* "Jamen, hvad så med alt det sociale??" Sagde en mand.
"Og vil du så pakke dine børn ind i vat resten af deres liv??" Sagde en anden mand...
Det er den reaktion, jeg er blevet mødt af fra de mennesker, jeg har talt med hjemmeundervisning om.
En morsom observation er…. eller morsom er den vel egentlig ikke….. men et fællestræk, på de der har reageret således, har været deres køn. Det er mændene, der reagerer med svedperle-provokerende-panisk-vejrtræknings-besværet røst. Mænd!
De kvinder jeg har talt med det om, har sagt - nærmest unisont "Det lyder da som en god idé", "Det kunne mine børn også have godt af, tror jeg" og så videre.
Måske er kvinder bare mere konfliktsky og har ikke lyst til at fremprovokere en diskusion fra en fortvivlet medsøster?? Eller også er de bare fulde af forståelse….
Måske er mænd mere rationelle eller også har de et større behov for, at vi ikke ændrer for meget på systemerne som vi kender dem - og skal der ændres på noget, så skal der virkelig være en god grund til det..
Jeg vil helst ikke konkludere noget i retning af, at kvinder mærker deres børn bedre end mænd eller noget…...
Nå, men for at vende tilbage emnet - ja, fandme ja, så ville jeg pakke mine børn ind vat, bølgepap og bobbelplast, hvis jeg kunne! Men jeg ved da godt, at min virkelige opgave er at guide, støtte og vejlede dem gennem livets bølgedale med al glæden og smerten livet medfører. Det må da være mit livs lektie - at gøre Marcus og Isabella så bundsoliede og robuste, at de ikke knækker sammen ved den mindste modstand. Hjælpe til at finde hvile i sig selv, så de går fremtiden imøde med selvsikkerhed og even til at træffe de beslutninger der er rigtige for dem. Det er derfor jeg hedder "mor" til fornavn herhjemme..
"Jamen det lærer de da ikke, når du flytter dem fra skolen, bare fordi der er en smule problemer!" sagde den samme mand.
Nej, det er rigtigt. Men de problemer der er på deres skole, har for Marcus' betydet, at han med sine fingres kræfter hægter sig fast i bordkanten hver dag i skolen. Han bruger al sin energi på at overleve sin tilstedeværelse, så der er ikke meget overskud tilbage, til at lære i!
Isabella er blevet hende på skolen, som oftere leger alene end sammen med de andre børn. De siger ikke en masse grimme ting til hende og hun siger (så vidt jeg har fået af vide)heller ikke noget til dem, de leger bare ikke med hende, de fryser hende ude.
Svarer det manden på spørgsmålet om det sociale? "Nej, for mobning styrker børn og desuden kan hun jo bare sige det til en voksen" Sagde manden i et lettere anklagende tonefald.
Ja, okay, hvis det er sådan du ser på det, så har jeg en fornemmelse af, at jeg aldrig når ind til dig… Jeg er simpelthen ikke i stand til at forklare mig ordenligt… Men jeg prøver igen: Mit budskab er, at den sociale trivsel er nødvendig for at faglig læring kan vokse og udvikle sig. Social samvær med andre børn er ikke ubetinget sundt, blot fordi børnene på kunstig vis er blevet inddelt i nogle klasser efter deres køn og alder. Det skal være harmonisk, ellers virker det skadeligt og nedbrydende på børn. Og det må være mit mor-ansvar, at sørge for, at mine børn er et sted, der passer til dem og hvor deres sjæl kan ånde. Ellers bliver de næste mange år i grundskolen meget lange både for mine børn, der har så ondt i maven i deres skole, at de ikke spiser deres madpakke mere, samt for mit grædende hjerte, der skal sende dem af sted hver morgen.
"Hvorfor har du så ikke flyttet dem til en anden skole for længe siden?" Spurgte manden mistroisk.
Det er meget enkelt - det kan man ikke i Danmark, hvis man har delt forældremyndighed og det har jeg. Hvis du gerne vil vide, hvorfor deres far ikke har villet indse, hvor galt det stod til før nu, må du spørge ham selv…
"Hvad er så din/jeres plan nu?" Spurgte manden en smule nedladende.
De skal hjemmeundervises af meget erfaren kvinde, jeg kender, Irmelin Stockmarr (Klik på hendes navn for at se hendes hjemmeside), samt af min mor, der skal undervise ud fra Irmelins materiale.
Vi skal finde Marcus' faglige huller og opbygge ham påny.
Isabella skal lære, at det er muligt at få venner, der kan li' hende som hun er og ikke holder hende udenfor.
Begge børn skal fyldes til randen med selvtillid og selvværd, så de får troen på, at de er lige som de skal være. De skal genfinde nysgerrigheden og barneglæden og opdage, hvor meget de allerede kan!
"Skal de så hjemmeundervises til grundskolen slutter?" Sagde manden, der nu overvejede at træde ud af sin angrebsposition...
Nej, vi har længe ledt efter den rigtige friskole/lilleskole til dem og vi har muligvis fundet den nu..
En skole hvor der er 110 elever på hele skolen og ikke 800 elver, som der, hvor de går nu.
En skole der vægter alternative læringsmetoder tungt og giver rum til kreativitet og udvikling af indvidet.
Et sted hvor der er tid og plads til se eleverne i øjene og hvor eleverne kender hinanden så godt, at der er knyttet bånd imellem dem, så de passer på hinanden, i stedet for udstøde nogen fra fællesskabet.
De fleste skoler har selvfølgelig nok en profil på deres hjemmeside, hvor man kan læse, at de stræber efter noget lignende. Jeg mindes da i hvert fald heller ikke, at jeg nogensinde har hørt en skoleleder sige: "Her hos os ønsker vi det værste for børnene, så vi kan skabe uarbejdsdygtige samfundsborgere". Men skrevne mål og virkelighed stemmer ikke altid overens og Enghavegård skole, som er den Marcus og Isabella har gået på indtil nu, formår bare ikke at skabe det trygge rum og de støttende rammer, nærvær og omsorg for alle 800 elever… måske for de 798 af eleverne, men ikke for mine to.
"Har det så givet mening at beholde Marcus og Isabella hjemme i efterhånden 4 uger nu?" Sagde manden der nu slet ikke var anklagende i sit toneleje mere….
Det giver perfekt mening!
Når jeg talte om skolen med dem før vi lavede hjemmeundervisning, stoppede de simpelthen med at trække vejret helt ned i maven. De trak kun luft ind oppe i brystkassen. Da de fik af vide, at de ikke kommer til at gå på Enghavegård mere, turde de næsten ikke tro på, at det var sandt. De var meget lettet!
De vil gerne tilbage og aflevere bøger og sige pænt farvel, men de er vilde med tanken om et mindre sted.
Jeg har fået to nye og glade børn! Deres skuldre sidder nede hvor de skal og ikke helt oppe ved ørene. De er ikke så stresset mere. De spiser normale størrelser portioner mad igen. De har rykket sig et flere mil rent fagligt. De har fået deres glimt tilbage i øjnene igen!
For snart fire år siden, skrev vi selv børnene ind på kommuneskolen velvidende, at den var meget stor, så man kan ikke sige, at Marcus og Isabella er et direkte resultat af regerings inklusionsplan. Men de et eksempel på, at ikke alle børn trives lige godt på de store kommunale skoler, uanset hvor mange fine iPads, nymalede vægge og store nybyggede aktivitetshaller de så end måtte være i besiddelse af.
*PANIIIIK* "Jamen, hvad så med alt det sociale??" Sagde en mand.
"Og vil du så pakke dine børn ind i vat resten af deres liv??" Sagde en anden mand...
Det er den reaktion, jeg er blevet mødt af fra de mennesker, jeg har talt med hjemmeundervisning om.
En morsom observation er…. eller morsom er den vel egentlig ikke….. men et fællestræk, på de der har reageret således, har været deres køn. Det er mændene, der reagerer med svedperle-provokerende-panisk-vejrtræknings-besværet røst. Mænd!
De kvinder jeg har talt med det om, har sagt - nærmest unisont "Det lyder da som en god idé", "Det kunne mine børn også have godt af, tror jeg" og så videre.
Måske er kvinder bare mere konfliktsky og har ikke lyst til at fremprovokere en diskusion fra en fortvivlet medsøster?? Eller også er de bare fulde af forståelse….
Måske er mænd mere rationelle eller også har de et større behov for, at vi ikke ændrer for meget på systemerne som vi kender dem - og skal der ændres på noget, så skal der virkelig være en god grund til det..
Jeg vil helst ikke konkludere noget i retning af, at kvinder mærker deres børn bedre end mænd eller noget…...
Nå, men for at vende tilbage emnet - ja, fandme ja, så ville jeg pakke mine børn ind vat, bølgepap og bobbelplast, hvis jeg kunne! Men jeg ved da godt, at min virkelige opgave er at guide, støtte og vejlede dem gennem livets bølgedale med al glæden og smerten livet medfører. Det må da være mit livs lektie - at gøre Marcus og Isabella så bundsoliede og robuste, at de ikke knækker sammen ved den mindste modstand. Hjælpe til at finde hvile i sig selv, så de går fremtiden imøde med selvsikkerhed og even til at træffe de beslutninger der er rigtige for dem. Det er derfor jeg hedder "mor" til fornavn herhjemme..
"Jamen det lærer de da ikke, når du flytter dem fra skolen, bare fordi der er en smule problemer!" sagde den samme mand.
Nej, det er rigtigt. Men de problemer der er på deres skole, har for Marcus' betydet, at han med sine fingres kræfter hægter sig fast i bordkanten hver dag i skolen. Han bruger al sin energi på at overleve sin tilstedeværelse, så der er ikke meget overskud tilbage, til at lære i!
Isabella er blevet hende på skolen, som oftere leger alene end sammen med de andre børn. De siger ikke en masse grimme ting til hende og hun siger (så vidt jeg har fået af vide)heller ikke noget til dem, de leger bare ikke med hende, de fryser hende ude.
Svarer det manden på spørgsmålet om det sociale? "Nej, for mobning styrker børn og desuden kan hun jo bare sige det til en voksen" Sagde manden i et lettere anklagende tonefald.
Ja, okay, hvis det er sådan du ser på det, så har jeg en fornemmelse af, at jeg aldrig når ind til dig… Jeg er simpelthen ikke i stand til at forklare mig ordenligt… Men jeg prøver igen: Mit budskab er, at den sociale trivsel er nødvendig for at faglig læring kan vokse og udvikle sig. Social samvær med andre børn er ikke ubetinget sundt, blot fordi børnene på kunstig vis er blevet inddelt i nogle klasser efter deres køn og alder. Det skal være harmonisk, ellers virker det skadeligt og nedbrydende på børn. Og det må være mit mor-ansvar, at sørge for, at mine børn er et sted, der passer til dem og hvor deres sjæl kan ånde. Ellers bliver de næste mange år i grundskolen meget lange både for mine børn, der har så ondt i maven i deres skole, at de ikke spiser deres madpakke mere, samt for mit grædende hjerte, der skal sende dem af sted hver morgen.
"Hvorfor har du så ikke flyttet dem til en anden skole for længe siden?" Spurgte manden mistroisk.
Det er meget enkelt - det kan man ikke i Danmark, hvis man har delt forældremyndighed og det har jeg. Hvis du gerne vil vide, hvorfor deres far ikke har villet indse, hvor galt det stod til før nu, må du spørge ham selv…
"Hvad er så din/jeres plan nu?" Spurgte manden en smule nedladende.
De skal hjemmeundervises af meget erfaren kvinde, jeg kender, Irmelin Stockmarr (Klik på hendes navn for at se hendes hjemmeside), samt af min mor, der skal undervise ud fra Irmelins materiale.
Vi skal finde Marcus' faglige huller og opbygge ham påny.
Isabella skal lære, at det er muligt at få venner, der kan li' hende som hun er og ikke holder hende udenfor.
Begge børn skal fyldes til randen med selvtillid og selvværd, så de får troen på, at de er lige som de skal være. De skal genfinde nysgerrigheden og barneglæden og opdage, hvor meget de allerede kan!
"Skal de så hjemmeundervises til grundskolen slutter?" Sagde manden, der nu overvejede at træde ud af sin angrebsposition...
Nej, vi har længe ledt efter den rigtige friskole/lilleskole til dem og vi har muligvis fundet den nu..
En skole hvor der er 110 elever på hele skolen og ikke 800 elver, som der, hvor de går nu.
En skole der vægter alternative læringsmetoder tungt og giver rum til kreativitet og udvikling af indvidet.
Et sted hvor der er tid og plads til se eleverne i øjene og hvor eleverne kender hinanden så godt, at der er knyttet bånd imellem dem, så de passer på hinanden, i stedet for udstøde nogen fra fællesskabet.
De fleste skoler har selvfølgelig nok en profil på deres hjemmeside, hvor man kan læse, at de stræber efter noget lignende. Jeg mindes da i hvert fald heller ikke, at jeg nogensinde har hørt en skoleleder sige: "Her hos os ønsker vi det værste for børnene, så vi kan skabe uarbejdsdygtige samfundsborgere". Men skrevne mål og virkelighed stemmer ikke altid overens og Enghavegård skole, som er den Marcus og Isabella har gået på indtil nu, formår bare ikke at skabe det trygge rum og de støttende rammer, nærvær og omsorg for alle 800 elever… måske for de 798 af eleverne, men ikke for mine to.
"Har det så givet mening at beholde Marcus og Isabella hjemme i efterhånden 4 uger nu?" Sagde manden der nu slet ikke var anklagende i sit toneleje mere….
Det giver perfekt mening!
Når jeg talte om skolen med dem før vi lavede hjemmeundervisning, stoppede de simpelthen med at trække vejret helt ned i maven. De trak kun luft ind oppe i brystkassen. Da de fik af vide, at de ikke kommer til at gå på Enghavegård mere, turde de næsten ikke tro på, at det var sandt. De var meget lettet!
De vil gerne tilbage og aflevere bøger og sige pænt farvel, men de er vilde med tanken om et mindre sted.
Jeg har fået to nye og glade børn! Deres skuldre sidder nede hvor de skal og ikke helt oppe ved ørene. De er ikke så stresset mere. De spiser normale størrelser portioner mad igen. De har rykket sig et flere mil rent fagligt. De har fået deres glimt tilbage i øjnene igen!
For snart fire år siden, skrev vi selv børnene ind på kommuneskolen velvidende, at den var meget stor, så man kan ikke sige, at Marcus og Isabella er et direkte resultat af regerings inklusionsplan. Men de et eksempel på, at ikke alle børn trives lige godt på de store kommunale skoler, uanset hvor mange fine iPads, nymalede vægge og store nybyggede aktivitetshaller de så end måtte være i besiddelse af.
Kommentarer
Send en kommentar