FaceBook-børn - På Min Maske Skal Du Kende Mig
Jeg gør det selv. Jeg kender mange, der gør det. Vi er ikke de eneste, der gør det. Jeg peger ikke ej-hvor-cykler-du-bare-helt-vildt-stærkt-og-ukontrolleret-ud-af-det-forkerte-spor-fingre af dem, der gør det!!
Men jeg tager ofte mig selv i at tænke "Hvor er det egentligt krænkede at poste billeder af sin baby, mindre børn, store børn, sine forældre, sine halvsnaldrede veninder/venner, sine gamle søde bedsteforældre, sine kæledyr….. Ej okay, glem det med kæledyrene… på Facebook!"
Jeg gør det selv, som sagt, og min hensigt er blot, i mit hjerte, ment som en kærlighedserklæring til mine efterhånden ret store børn. Alle skal se hvor guddommelige lige netop MINE børn er, læse hvad de siger af hysterisk morsomme ord, og selvom jeg ikke rigtig vil være ved det, tror jeg også, at jeg/vi udstiller os, med et dybt og inderligt ønske om, at nogen derude, vil kunne lide os og anerkende, det de ser. En enorm umættelighed, og jeg fristes næsten til tænke, at vi er i underskud på andre fronter… Min iscenesættelse er forholdsvis bevidst. Forstået på den måde, at jeg nærmest får akutte allergiske udslet og stress i form af flimmer for øjnene, når jeg skal læse om andres dårligdomme, uheldige situationer, dårlige humør, brok over ting ingen kan ændre på, mudderkast på andre (og derfor scroller jeg lynhurtigt forbi dem)….
Skriver jeg så aldrig selv noget negativt? NÆ! …. Eller jo, måske nogle gange, men jeg forsøger at krydre det med lidt humor, så tristheden bliver lettere fordøjelig. Altid en succes af umålbar karakter ……………eller noget….……. Grunden til at jeg, som hovedregel, vælger at fortælle den gode, sjove, positive eller kærlige historie i mine statusopdateringer er, at jeg tror på, at Den Gode Historie spreder ringe af god energi. Præcis som den negative! Det er jo netop årsagen til min negativitets-statusopdaterings-allergi :-) Og hvem poster billeder af sin allergi? Det hører til i min privatsfære, hvor det omsorgsfuldt behandles.
Så jeg iscenesætter mig selv og mit liv, med det der gør mig glad - oftest bliver mine børn ofre for den handling. På nuværende tidspunkt synes de selv, at det er sjovt, at andre kan se dem på Facebookm Men pointen er, at jeg har ikke spurgt dem om lov, til at udstille dem. Jeg har bare gjort og nu ligger mine børn så der og smiler ud til ham eller hende, der ser på dem, bag skærmen, inden han/hun liker mit billede. Så klapper jeg rigtigt begejstret i mine hænder og hopper måske lidt sofaen, fordi nogen har anerkendt mit lille show - hvilken eufori….
Er Facebook ikke bare nutidens fotoalbum?
Dog med den funktion, at vi "slipper" for at besøge hinanden. Jo, måske.... Men syntes jeg ikke også, at det var super ufedt, som teenager, når min mor hev albummet frem og sagde "Naaaaaj, min skat, du ser SÅ sød ud, og du var den gladeste lille charme-baby man kunne tænke sig". Jo, jeg gjorde!… Eller det kan jeg egentlig ikke huske, om jeg gjorde… Men HVIS jeg gjorde, er et fotoalbum stadig noget taknemmeligt noget, man stille ind i et skab. Og med nogle specifikke billeder, kan man være heldig, at de nærmest er smeltet sammen med plasticfoliet, så de simpelthen ikke overlever et insisterende forsøg på at blive taget ud af albummet.
Sådan leves livet ikke på Facebook. Facebook er nutidens overleverings-forum og overlevelses-landingsplads. Alt der først er kommet på nettet, vil altid ligge der, siger de kloge. Så internettet vil altid være leveringsdygtige, når efterspørgslen på billeder af mine børn begynder af tikke ind.
Gad vide om det bliver fundamentet for det mine teenagere, skal bebrejde mig for at have ødelagt deres liv??
Foreviget dem via facebook uden deres tilladelse. Hermed er jeg krænker af privatlivets fred.
Så gammel er Facebook heller ikke og der er måske stadig mange bekymringsværdige børnesygdomme, som ingen i dag kan forudse konsekvenserne af. Alene det, at Facebook har taget verden med storm Ukritisk finder vi det normalt at udlevere os til åben skue, men burde måske bekymre os lidt. Facebook er kæmpe motorvej, med glat og lækker asfalt, og det er bare ikke så fedt, hvis asfalten pludselig ophører og bliver til en kuperet grusvej, som vi alle bumper videre på med 500 i timen og forsøger ikke at køre galt.
Tænker vi bare ikke særligt langsigtet?
Skal jeg bare stoppe med at bekymre mig? Og i stedet for falde om på sofaen, redigere i mine billeder, så de ser perfekte ud, når jeg poster på Facebook senere, og nyde at weekenden er kommet for at blive! Helt indtil på søndag :-)
Men jeg tager ofte mig selv i at tænke "Hvor er det egentligt krænkede at poste billeder af sin baby, mindre børn, store børn, sine forældre, sine halvsnaldrede veninder/venner, sine gamle søde bedsteforældre, sine kæledyr….. Ej okay, glem det med kæledyrene… på Facebook!"
Jeg gør det selv, som sagt, og min hensigt er blot, i mit hjerte, ment som en kærlighedserklæring til mine efterhånden ret store børn. Alle skal se hvor guddommelige lige netop MINE børn er, læse hvad de siger af hysterisk morsomme ord, og selvom jeg ikke rigtig vil være ved det, tror jeg også, at jeg/vi udstiller os, med et dybt og inderligt ønske om, at nogen derude, vil kunne lide os og anerkende, det de ser. En enorm umættelighed, og jeg fristes næsten til tænke, at vi er i underskud på andre fronter… Min iscenesættelse er forholdsvis bevidst. Forstået på den måde, at jeg nærmest får akutte allergiske udslet og stress i form af flimmer for øjnene, når jeg skal læse om andres dårligdomme, uheldige situationer, dårlige humør, brok over ting ingen kan ændre på, mudderkast på andre (og derfor scroller jeg lynhurtigt forbi dem)….
Skriver jeg så aldrig selv noget negativt? NÆ! …. Eller jo, måske nogle gange, men jeg forsøger at krydre det med lidt humor, så tristheden bliver lettere fordøjelig. Altid en succes af umålbar karakter ……………eller noget….……. Grunden til at jeg, som hovedregel, vælger at fortælle den gode, sjove, positive eller kærlige historie i mine statusopdateringer er, at jeg tror på, at Den Gode Historie spreder ringe af god energi. Præcis som den negative! Det er jo netop årsagen til min negativitets-statusopdaterings-allergi :-) Og hvem poster billeder af sin allergi? Det hører til i min privatsfære, hvor det omsorgsfuldt behandles.
Så jeg iscenesætter mig selv og mit liv, med det der gør mig glad - oftest bliver mine børn ofre for den handling. På nuværende tidspunkt synes de selv, at det er sjovt, at andre kan se dem på Facebookm Men pointen er, at jeg har ikke spurgt dem om lov, til at udstille dem. Jeg har bare gjort og nu ligger mine børn så der og smiler ud til ham eller hende, der ser på dem, bag skærmen, inden han/hun liker mit billede. Så klapper jeg rigtigt begejstret i mine hænder og hopper måske lidt sofaen, fordi nogen har anerkendt mit lille show - hvilken eufori….
Er Facebook ikke bare nutidens fotoalbum?
Dog med den funktion, at vi "slipper" for at besøge hinanden. Jo, måske.... Men syntes jeg ikke også, at det var super ufedt, som teenager, når min mor hev albummet frem og sagde "Naaaaaj, min skat, du ser SÅ sød ud, og du var den gladeste lille charme-baby man kunne tænke sig". Jo, jeg gjorde!… Eller det kan jeg egentlig ikke huske, om jeg gjorde… Men HVIS jeg gjorde, er et fotoalbum stadig noget taknemmeligt noget, man stille ind i et skab. Og med nogle specifikke billeder, kan man være heldig, at de nærmest er smeltet sammen med plasticfoliet, så de simpelthen ikke overlever et insisterende forsøg på at blive taget ud af albummet.
Sådan leves livet ikke på Facebook. Facebook er nutidens overleverings-forum og overlevelses-landingsplads. Alt der først er kommet på nettet, vil altid ligge der, siger de kloge. Så internettet vil altid være leveringsdygtige, når efterspørgslen på billeder af mine børn begynder af tikke ind.
Gad vide om det bliver fundamentet for det mine teenagere, skal bebrejde mig for at have ødelagt deres liv??
Foreviget dem via facebook uden deres tilladelse. Hermed er jeg krænker af privatlivets fred.
Så gammel er Facebook heller ikke og der er måske stadig mange bekymringsværdige børnesygdomme, som ingen i dag kan forudse konsekvenserne af. Alene det, at Facebook har taget verden med storm Ukritisk finder vi det normalt at udlevere os til åben skue, men burde måske bekymre os lidt. Facebook er kæmpe motorvej, med glat og lækker asfalt, og det er bare ikke så fedt, hvis asfalten pludselig ophører og bliver til en kuperet grusvej, som vi alle bumper videre på med 500 i timen og forsøger ikke at køre galt.
Tænker vi bare ikke særligt langsigtet?
Skal jeg bare stoppe med at bekymre mig? Og i stedet for falde om på sofaen, redigere i mine billeder, så de ser perfekte ud, når jeg poster på Facebook senere, og nyde at weekenden er kommet for at blive! Helt indtil på søndag :-)
Kommentarer
Send en kommentar