Hvem afgører "Normal"?

Hvem afgører "Normal"?


"Normal" - Et adjektiv, vi mennesker ynder at bruge for at skabe en vis tryghed for os selv. Jeg synes, ofte det bliver brugt som en slags målestok i forhold til, hvorvidt vi selv synes, vi er rigtig på den eller ej. 


Jeg har en herlig familie - den enes skævhed overgår den andens og sådan har det altid været. Min kusine og jeg griner ofte over, hvor langt ude vi alle sammen er, hvor meget shit vores mødre har gennemlevet, hvor vild en ungdom vi selv har haft.. alt sammen målt på en formodning om, hvordan vi forestiller os, det er i andre familier. Jeg elsker vores skævheder. Jeg har fundet tryghed i ikke at kunne spejle mig i andres familier. Derfor er dét normalt for mig... min familie er helt normal set med mine øjne... 

Det er en konklusion, jeg selv synes godt om og som jeg levet med i en del år efterhånden.
Jeg er 30 år, kvinde og single. Jeg synes, det er sjovt at date og for ca. et år siden "mødte" jeg C på et dating-site. Vi skrev sammen og han havde egentlig udemærket dating-potentiale.......... lige indtil han skrev: "....hahaha jamen vi to er jo heller ikke helt normale......", så røg interessen fra min side. Og kald mig da bare nærtagende, men jeg tog det altså ret personligt. Her har jeg brugt en hel barndom og en hel ungdom, på at føle mig uendelig anderledes i forhold til de andre (bevares, det kunne stakkels C jo ikke vide) og jeg havde langt om længe fundet ro ved at være anderledes. Så kommer C der, i store velmenende træsko, og kalder mig "ikke helt normal". C vækkede det hele til live igen!

Så sent som i sidste uge, stod jeg selv og omtalte et andet menneske som ikke-helt-færdigbagt (Jaah, jeg er også et usympatisk menneske og fuld af fejl). Så han var altså, ifølge mig, mindre normal end mig, hvilket var nok til, at JEG kunne udnævne HAM til at være........hvad? Og hvorfor? For at stabilisere mit eget fundament? Det er jo åbenbart ikke første gang, jeg har gjort det, og da jeg ikke kan spole tiden tilbage, må jeg forsøge at stoppe mig næste gang, jeg skal til at gøre det igen.... For den dag kommer helt sikkert.  

Hvem, af alle os, er værdig nok til iføre sig den store korrekte fejlfrie dommerkappe, tage facitlisten i hånden og dømme "normal"/"unormal"??     

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Den ærlige jobansøgning

Tillykke, du har vundet et antidemokratisk samfund!

Overskudsmødre med stor fed løgn på!