A Mother Is As Rich As A River

Jeg er ikke den store fan af de her altoverskyggende sangkonkurrencer, der evig og altid plastre min skærm til, og som kun synes at skulle underholde DK med alle deres fejl og mangler, men selvfølgelig har jeg set et par enkelte afsnit i ny og næ.

Én episode fra et af afsnittene står soleklart i hukommelse - det afsnit, hvor Thomas Blachman, spørger det syngende pigebarn, om det er en joke hun har gang i, hun stammer "nej". Efterfølgende opsøger Blachman moderen til pigen og omfavner hende med verbal lussing, der stadig summer i min hukommelse. Han påpeger, at det er hendes pligt og ansvar som mor, og dermed pigens advokat, at beskytte hende for sådanne oplevelser, som hun lige har været udsat for. Moderen skal i tide fortælle sit barn, at hun ikke kan synge, hvis det er tilfældet. Moderen står handlingslammet og har ikke nogen bemærkelsesværdig ordstrøm hun kan imødekomme Blachman med. Hun reagerer, som de fleste af os nok ville reagere, når vi er i chok. Det er måske også en smule über grænseoverskridende, at et andet menneske fortæller en mor, at hun ikke passer godt nok på sit barn... men på den anden side, hvis ingen andre har haft nosser nok til at sige det moren, så er det måske på tide, at hun får klar besked, så hun kan ændre på det. Men i det store hele - frygteligt ydmygende og krænkende for hende og pigen, at det foregår på åben skærm. De fleste mødre vil ikke andet, end at give deres børn det bedste i hele verdenen, hvis de kunne.

Er det en slags misforstået kærlighed? Misforstået jantelov? Er vores børn så skrøbelige, at de ikke kan tåle at få en "Altså lille skat, jeg elsker dig af hele mit hjerte, men i stedet for at synge, skal vi så ikke arbejde på dine kreative gaver indenfor tekstil-området i stedet for"-sætning?  Kan der i virkeligheden være tale om en form for hybris?
Måske medvirker vi forældre medvirker til hybris, når vi lovpriser hver eneste lille pink-brune krusedulle vores børn tegner og postulerer, at det skal forestille en hel bondegård fyldt med heste og kør. Øjeblikket efter, vender børnene ryggen til, og vi ser opgivende på kassen med mange kilo død regnskov, overtegnet med kruseduller i alle regnbuens farver, og kan ikke huske, om det nu var den blå krusedulle, der var et hus eller om det var far og mor. Vores børn vokser op og har en selvtillid, hvor ingen kan få dem til at tro på, at trods de er tonedøve og aldrig har formået at huske en hel sangtekst udenad, er det da så absolut muligt, ikke bare at komme videre i X-Factor, men da også at vinde hele lorten for næsen af hende den perfekte fra musiker-familien. Men efter hybris, rammer Nemesis, og det er som regel ikke så rart.
Jeg påstår bestemt ikke at have knækket koden til børneopdragelse. Jeg synes, børn skal kvæles i kærlighed og støtte, men hele Blachman-mor-syngepige-scenen skar i mit hjerte. Jeg synes, at Blachman forsøgte at placere moderens beskyttelses-ansvar hos moderen, og moderen har sikkert overøst sit barn med støtte og kærlighed, som en mor skal og alligevel opstår et så trist drama. Det er blandt andet sådanne ting, der får mig til at overveje, hvordan man hjælper barnet til en realistisk tilgang til livet uden at knuse deres drømme og ikke mindst deres selvtillid.
Er det muligt, at man kan nøjes med kun at flippe ud af begejstring over det virkelig gode, og så rose barnets forsøg over det knapt så vellykkede... og så lige huske at hylde vores børn for, hvem de er i alt deres enkelthed, og ikke for hvor meget de udretter... De er det bedste vi har og det er dem gør os rige..